top of page

Skriv krimien 

Læringsmål

Jeg kan skrive en indledning til en krimi, hvor jeg anvender min viden om genretræk.

 

Tegn på læring
  • Jeg indleder min krimi in medias res.

  • Jeg skaber et spændende plot med en forbrydelse, mistænkte og begyndende opklaringsarbejde.

  • Jeg beskriver hovedpersonerne og deres rolle i krimien, så læseren kan leve sig ind i deres situation.

  • Jeg antyder en eller flere af personernes motiv til at handle, som de gør.

  • Jeg indskriver et eller flere spor og varsler, som er afgørende for handlingen.

  • Jeg skaber stemningsopbygning med mit sprog.

 

Forberedelse

I det følgende forløb skal I i gang med at lege krimiforfattere. I skal skrive en indledning til en krimi. Indledningen må max. være på 400 ord, og I skal arbejde med at jeres indledning bliver spændende, velskrevet, overraskende og at I benytter flere af krimigenrens genretræk benyttes. Det er ikke en let opgave, og for at lykkes, kræver det en grundig planlægning og masser af skriveri. Jeres første skridt er, at planlægge jeres krimiindledning. I skal reflektere over, hvordan I kan bruge de genretræk, I har arbejde med. I skal altså træffe beslutninger om plottet, persongalleriet, personernes motiver, sproglig spændingsopbygning og spor/varsler.

 

SKRIVESKABELON 

Som en hjælp til jeres arbejde skal I hver især bruge en skriveskabelon til at træffe beslutninger om jeres krimi. I finder skriveskabelonen i MinUddannelse under kapitel 4.

 

Først skal I lige afprøve på klassen, hvordan skriveskabelonen virker. I skal derfor I fællesskab udfylde skriveskabelonen. Åben skriveskabelonen på smartboardet så alle kan følge med og lav i fællesskab et eksempel.

 

Nu ved I, hvordan I skal arbejde med skriveskabelonen, så nu er det jeres tur til hver især at udfylde den. 

 

UDFORDRINGSOPGAVE

Hvis du gerne vil give dig selv en ekstra udfordring, kan du vælge at skrive i en særlig krimigenre. Læs om fem forskellige krimigenre nederst på denne side.

 

FEEDBACK

I skriveforløbet skal I løbende give hinanden feedback. I skal dele jer op i feedbackgrupper af fire personer.

Fremlæg på skift jeres ideer til krimiindledningen ud fra skriveskabelonen. Gruppen giver feedback på hvert enkelt gruppemedlems ideer. Kom med gode råd og nye ideer.

 

ENKELTVIS

Tilret hver især jeres ideer i skriveskabelonen, og så er I klar til at gå i gang med skriveprocessen.

Første udkast

ENKELTVIS

Så er det tid til at skrive din krimiindledning. Tag afsæt i de valg, du har truffet i din skriveskabelon. Skriv det bedste du har lært!

 

Andet udkast

ENKELTVIS

Arbejd videre med din indledning. Brug gruppens feedback og gode råd.

Send dit andet udkast til læreren i MinUddannelse.

Respons på første udkast

FEEDBACKGRUPPEN

Følg denne fremgangsmåde til feedback:

  1. Første person læser sit udkast højt mens de øvrige lytter opmærksomt

  2. Gruppen giver feedback i forhold til plottet, persongalleriet, personernes motiver, sproglig spændingsopbygning og spor/varsler

  3. Give gode råd til, hvordan personen kan arbejde videre med sin indledning

  4. Fortsæt med samme proces med næste person i gruppen osv.

Respons på andet udkast og endelig udformning

ENKELTVIS

Læs den respons du har fået fra din lærer og ret din indledning til. Når du er færdig, skal du sende din endelige krimiindledning til din lærer gennem MinUddannelse.

Klassens deltager Årets krimiforfatter

Jeres klasse skal vælge en krimiindledning, som skal deltage i en konkurrence på Skolernes Krimimesse om at vinde prisen "Årets krimiforfatter".

 

Gå sammen i jeres feedbackgruppe og læs på skift jeres indledninger højt. Drøft i gruppen, hvilken indledning der har bedst potentiale. Det kan være den mest spændende, den mest velskrevne, den mest medrivende og/eller den mest overraskende.

Vælg en indledning, som I vil præsentere for klassen.

 

På klassen læses gruppernes valg af indledninger højt, og den indledning, der skal repræsentere klassen, kåres.

Husk at der lægges vægt på, at indledningen er spændende, velskrevet, overraskende og at flere af krimigenrens genretræk benyttes. Indledningen må max. fylde 500 ord. 

Husk at lægge klassens udvalgte krimiindledning i Googlemappen senest d. 18. april 2023.

Har du nået læringsmålet?

 

Gå til MinUddannelse og vurder dig selv i forhold til tegn på læring for dette kapitel.

Udfordringsopgave

Krimien har udviklet sig op gennem tiden. Mange forskellige typer af krimer er opstået, og de har været populære i forskellige perioder i historien. Nedenfor skal I møde nogle af de mest benyttede typer af krimier. 

 

  1. Læs om de 5 typer af krimier nedenfor

  2. Tænk over hvilke krimifigurer du kender, som hører til de forskellige typer af krimier.

  3. Vælg hvilken type krimi du vil skrive

  4. Gå nu i gang med at udfyld skriveskabelonen

Den klassiske krimi

Den klassiske krimi er nok den mest kendte type af krimi. I den klassiske krimi er detektiven en slags intellektuel supermand. Han/hun er godt begavet og skarpsindig. Han/hun er listig og logisk tænkende og i mange tilfælde et ensomt geni. Ved hjælp af stikkere, logik, list, telefonaflytninger og fingeraftryk følger detektiven spor efter spor. Til slut optrævles de falske alibier, og forbrydelsens gåde bliver løst. Forbrydelsen er ofte kompliceret at opklare, og det lykkes kun, fordi detektiven er genial.

Den hårdkogte krimi

Den hårdkogte krimi opstod i 1920'ernes Amerika. Denne type af krimi skildrer en langt mere realistisk virkelighed end den klassiske krimi. I den klassiske krimi er detektiven et geni - I den hårdkogte krimi er detektiven en ensom og ofte forhutlet og fordrukken person. Han/hun opererer fra sit tilrøgede detektivkonto og hele livet er dedikeret til arbejdet som detektiv. Samfundet i den hårdkogte krimi bliver beskrevet som råddent. Korruption og forbrydelse er dominerende i genren, og detektiven forsøger at bekæmpe samfundets råddenskab.

 

Politikrimien

Politikrimien opstod i 1950'erne. I denne type af krimi er politiholdet hovedpersoner i stedet for fx den ensomme detektiv i den hårdkogte krimi. Politistationen sættes i stedet for det tilrøgede detektivkontor. Realismen er mere karakteristisk i forhold til den hårdkogte krimi og særligt i forhold til den klassiske krimi.

Politikrimien søger i høj grad at beskrive et komplekst samfund i fortællingen om en flok politifolk. Forholdet mellem de ansatte på politistationen fylder ofte en god del i politikrimien. De ansatte skildres som almindelige mennesker, der er lige så forskellige i sammensætning og baggrund som resten af samfundet.

Seriemorderkrimien

Seriemorderkrimien har seriemorderens ugerninger og ekspertens opklaringsarbejde i centrum.

I 1980’erne når genren sit højdepunkt i udbredelse inden for litteraturens og ikke mindst filmens verden. Der bliver ikke lagt fingre imellem i beskrivelsen af volden og mordet. Det er med den autentiske og uhyggelige massemorder Eddie Gein (1906-1984), at den moderne seriemorderkrimi opstår. Eddie Gein var en psykisk syg seriemorder, der voksede op med en tyrannisk og religiøs mor, der så synd overalt. Efter moderens død begyndte den forkvaklede Gein at grave kvindelig op, misbruge dem og lave brugsgenstande af kropsdelene. Efter Geins tilfangetagen skrev den amerikanske forfatter Robert Bloch (1917-1994) romanen Psycho, som Alfred Hitchcock senere filmatiserede. Seriemorderkrimier har siden da været meget populære.

Femikrimien

Femikrimien er en nyere genre i kriminallitteratur. Ordet "femi" kommer fra femininum (hunkøn) og er valgt, fordi krimierne er skabt af kvindelige forfattere og har en kvinde i hovedrollen.

Femikrimien lægger sig op ad den hårdkogte krimi og handler om kvinder i mænds traditionelle job som privatdetektiver eller politifolk. Et kendetegn for femikrimien er, at den omhandler de kvindelige værdier i en moderne verden, der er både kriminel og mandsdomineret.

Især i Skandinavien er femikrimen blevet populær. Af danske forfattere kan nævnes Gretelise Holm, Ditte Birkemose og Sara Blædel.

bottom of page