HANDLEPLAN FOR SPROG OG SKRIFTSPROG 0-18 år

anbefalinger til løbende evaluering
Anbefalinger til evaluering af indsatser
vedrørende tosprogede børn/elever
Ligesom alle andre børn i Horsens Kommunes dagtilbud, skal tosprogede børn sprogvurderes når de er henholdsvis 3 og 5 år. Dette med henblik på at lade resultaterne heraf indgå som evalueringsparameter i barnets handleplan: Finder den forventede udvikling sted? Hvorfor/hvorfor ikke? Hvilke områder kræver særligt fokus? Hvordan skal den sprogpædagogiske praksis justeres med henblik på at tilgodese det enkelte barns udviklingszone?
I forbindelse med 3- og 5-årsvurderinger af tosprogede børn, anbefales det at der indhentes en forældrebesvarelse for at sikre et helhedsbillede af barnets sproglige udvikling på modersmål, såvel som på andetsproget (dansk).
Dagtilbud
Skole
Det anbefales, at alle tosprogede elever, som modtager basis- eller supplerende undervisning i dansk som andetsprog løbende evalueres. Det anbefales at en evaluering af den dansksproglige udvikling finder sted efter behov, men minimum halvårligt.
Det anbefales at de løbende evalueringer tager udgangspunkt i Undervisningsministeriets materiale ”Hele vejen rundt om elevens sprog og ressourcer" - Trin 3 (løbende evaluering). Det anbefales, at det er lærerteamet omkring eleven, der er ansvarlige for gennemførelse af de løbende evalueringer af elevens dansksproglige udvikling, eksempelvis den enkelte elevs lærer i dansk som andetsprog samt elevens faglærere i almenklassen.
Derudover kan de frivillige nationale test i dansk som andetsprog på 5. og 7. klassetrin benyttes (kan ligeledes anvendes på 4. og 8. klassetrin, hvis det vurderes hensigtsmæssigt).
Hvis eleven går i børnehaveklasse anbefales den individuelle sprogvurdering som et supplement til klassetesten (sprogvurdering 3-6), afhængigt at barnets sprogvurderingsresultat i klassetesten.
Forældrebesvarelsen er en obligatorisk del af sprogvurderingen af sekventielt tosprogede elever, for at sikre en helhedsvurdering af barnets sproglige udvikling på modersmålet og på andetsproget (dansk).
Hvis en elev er nyankommet, anbefales det at der gennemføres en afdækning af elevens sproglige og skolemæssige baggrund med materialet ”Hele vejen rundt om elevens sprog og ressourcer" – Trin 1. Ved modtagelsen af en nyankommet elev kan man med materialets Trin 2 derudover afdække elevens kompetencer indenfor litteracitet og numeralitet på elevens stærkeste sprog. Afdækningen i materialets trin 1 og 2 foregår derved på elevens stærkeste sprog vha. tolk.