HANDLEPLAN FOR SPROG OG SKRIFTSPROG 0-18 år

Evalueringsmaterialer
TRAS - tidlig registrering af sprogudvikling. 2-5 år
Materialet giver et væld af viden om sprog, sprogudvikling og vanskeligheder med sproget. Der er lagt vægt på områder med stor betydning for den sociale, emotionelle og kognitive udvikling: samspil, kommunikation, opmærksomhed, sprogforståelse, sproglig bevidsthed, udtale, ordudvikling og sætningsproduktion. Materialet kan med fordel bruges som supplement til de obligatoriske sprogvurderinger.
Herunder finder du vejledninger og inspiration til forskellige evalueringsmaterialer vedrørende børn og elevers sproglige og skriftsproglige udvikling. Listen bliver jævnligt opdateret, så hvis du kender til et godt materiale, som ikke allerede er på listen, er du meget velkommen til at give besked herom. Ved at klikke på billedet kan du se, hvor materialet kan købes.
Testbatteriet. 3.-6. klassetrin
Materialet lægger op til at iagttage og evaluere eventuelle afvigelser hos elever med læsevanskeligheder i forhold til elever uden. Hvis man sammenligner de to elevtypers resultater, iagttages markante forskelle på en række helt præcise delområder, sær i forhold til dyslektiske elever.Materialet skal bruges som led i en bredere vurdering af en elevs vanskeligheder med at tilegne sig skriftsproget. Materialet kan ikke stå alene.
Hele vejen rundt om elevens sprog og ressourcer (UVM)
Materiale til afdækning af tosprogede elevers sprog og samlede ressourcer i en skolesammenhæng, såvel som i det øvrige liv.
Materialet består af tre trin:
1. Afdækning af elevens sprog og erfaringer
2. Afdækning af elevens litteracitet og numeralitet (på modersmål)
De første to trin udføres, som udgangspunkt, ved skolestart
3. Løbende opfølning - redskab til systematisk at følge elevens progression indenfor basis/supplerende dansk som andetsprog. Til nyankomne - såvel som øvrige tosprogede elever.
IL-basis, 3.-6. klassetrin
IL-basis består af tre individuelle prøver og én gruppeprøve. Gruppeprøven har til formål at undersøge læseforståelsen og centrale, kritiske læseforudsætninger hos børn i den tidlige indskolingsfase. Prøven kan med fordel administreres flere gange hen over 1. klasse med henblik på at følge læseudviklingen hos eleverne nøje. De individuelle prøver, der i sværhedsgrad ligger i forlængelse af hinanden, er særligt velegnede i situationer, hvor en diagnostisk læsevurdering kan tilvejebringe en målrettet og intensiv forebyggende indsats over for elever med læse- og skrivevanskeligheder.
Staveraketten, 3.-9. klassetrin
Evalueringen begynder med at indplacere eleven på ét af de fem udviklingstrin. Resultatet giver et præcist indtryk af, hvad eleven magter, hvilket udviklingstrin eleven er nået til, og hvor der skal sættes ind med ekstra fokus. Staveraketten består af:
Øvehæfte til staveudviklingstrin 1: Sproglig opmærksomhed
Øvehæfte til staveudviklingstrin 2: Lydret stavning øvehæfte og Lydret stavning facitliste
Øvehæfte til staveudviklingstrin 3: Øvehæfter A1 – I og lærerbog
Øvehæfte til staveudviklingstrin 4: Øvehæfte 1 og 2 om morfemer og facitliste til hæfte 1 og 2
IL-ungdom, fra 7. klassetrin og opefter
IL-ungdom er et prøvemateriale til undersøgelse af større børn og unges læsevanskeligheder med henblik på rådgivning om, hvordan de kan forbedre deres læsestandpunkt og på at vejlede dem i valg af erhverv og/eller uddannelse. IL-ungdom gør det muligt at undersøge elever med læsebesvær fra 7. klasse over gymnasium og hf-niveau og ind i voksenområdet. IL-ungdom kan også anvendes blandt læsere uden egentlige afkodningsvanskeligheder, men med forståelses- og fortolkningsproblemer
Bogstavprøve 1 & 2, 0.-1. klassetrin
Bogstavprøverne undersøger bogstavkendskabet fra begyndelsen af børnehaveklassen til eleverne har tilegnet sig sikre, funktionelle og automatiserede færdigheder.
Bogstavprøvernes opgavetyper er dels kendte multiple-choice-opgaver med en række tegninger eller bogstaver, dels håndskrivning af store og små bogstaver. Opgaveløsningen indebærer både præcis bogstav- og lydidentifikation og færdighed i at gengive hver enkelt bogstavs form og højdeforhold sikkert og tydeligt.

Elbros ordlister, 3.-9. klassetrin
Ordlisterne er beregnet til individuel undersøgelse af læsefærdigheder, fx ved mistanke om ordblindhed (dysleksi). Der er sammenlignelige lister med rigtige ord og nonsensord. Læsning af nonsensord kræver, at man udnytter skriftens lydprincip (fonematiske princip), dvs. forbinder bogstaverne med deres lyde. Problemer med dette er den mest almindelige årsag til vanskeligheder med at lære at læse, især ved ordblindhed.
Find det, der lyder som et ord, 7. klassetrin og opefter
Testen drejer sig om at finde de nye ord, der kan lyde ligesom et rigtigt ord, fx kan jor lyde ligesom jord. Testen afdækker færdigheder i at udnytte skriftens lydprincip, dvs. færdigheder i at forbinde bogstaver med deres lyde. At kunne udnytte skriftens lydprincip er grundlaget for at læse og stave, bl.a. fordi det er en forudsætning for at kunne læse og stave ord, man ikke har set før.
ST 2-9, 2.-9. klassetrin
ST-prøverne indeholder opgaver i de forskellige stavediscipliner – diktat, orddeling, store bogstaver, sammensatte ord osv. Prøverne findes i en afpasset udgave til hvert klassetrin mellem 2. og 9. klasse. De er konstrueret med henblik på at analysere de typer fejl, eleverne begår. Der skelnes mellem forskellige fejltyper, som svarer til undervisningsområder, læreren er bekendt med. Prøven tager for hver fejltype stilling til, om klassens/elevens standpunkt ved denne fejltype er alderssvarende, eller i hvilken grad standpunktet er bedre eller dårligere i forhold til andre klasser.
DVO
DVO er et testbatteri, der anvendes fra slutningen af anden klasse til identifikation og afgrænsning af elever i risiko for at udvikle ordblindhed/ dysleksi.
Testbatteriet består af en gruppeprøve " nonordsstavning" og tre individuelle prøver " højtlæsning af rigtige ord" "højtlæsning af nonord" og "fonologisk subtraktion".
Skema til registrering af børnerettede samtaler, dagtilbud
Et registreringsskema, hvorpå det pædagogiske personale kan registrere antallet af børnerettede samtaler pr. barn samt den fysiske placering for hver af de registrerede samtaler. Skemaet er et oplagt materiale til at undersøge kvantiteten og kvaliteten af voksen/barn-interaktioner, til at få øje på de børn, der ofte falder under personalets radar samt til at undersøge, hvor sprogrige de fysiske rammer er.
Kvantiteten og kvaliteten af voksen/barn-interaktionen har stor betydningen for børnenes ordforråd og grammatiske kompetencer. Efter registreringen bør hvert team drøfte skemaet ved et teammøde.