top of page

læsning og skrivning i alle fag

Overordnet set er målet med at lære at læse og skrive at kunne tilegne sig ny viden og kunne kommunikere viden og holdninger. Altså er læsning og skrivning redskaber til læring i mange sammenhænge. I starten af skoleforløbet lærer eleverne sig teknikken – afkodningen – som er en forudsætning for at læse med forståelse. Efterhånden som eleverne bliver sikre og hurtige afkodere øges kravene. Teksterne bliver længere og mere komplekse, de er multimodale, og eleverne forventes at kunne reflektere og kommunikere, også skriftligt, omkring indholdet. Gradvist skifter fokus fra at lære at læse til at læse for at lære, og i løbet af mellemtrinnet og i udskolingen forventes eleverne at kunne benytte deres skriftsproglige færdigheder til at tilegne sig viden i fagene.

 

Det er derfor væsentligt, at der i hele skoleforløbet arbejdes på at udvikle elevernes skriftsproglige færdigheder og evne til at ”forstå, anvende og reflektere over skrevet tekst” (OECD 2003). I indskolingen udvikles elevernes afkodningsstrategier samtidig med, at de lærer enkle læseforståelsesstrategier. Disse strategier skal konsolideres og videreudvikles ved at blive anvendt i fagene i forhold til multimodal tekst.


Arbejdet med at lære børnene at afkode er således placeret i danskfaget og dermed hos dansklæreren. Men når eleverne fra mellemtrinnet og frem forventes at benytte deres skriftsproglige færdigheder til læring i fagene, er ansvaret ikke længere dansklærerens alene – lærere i alle fag  skal tage deres del af ansvaret for udvikling af elevernes læsekompetence. De forskellige fag gør brug af forskellige teksttyper med forskellige genretræk og brug af begreber, og det er derfor den enkelte faglærer, som er bedst rustet til at arbejde med sit eget fags særlige teksttyper og terminologi i sammenhæng med den faglige undervisning. At læse og forstå fagtekster kræver fagspecifik tekstkompetence.

 

© 2014 Tværgående Enhed for Læring

Horsens Kommune

 

bottom of page