top of page

Sprogets indhold

Forståelsesvanskeligheder

Dette område er komplekst og kan være både funderet i fysiske og psykiske handicaps eller være socialt relateret.

Sprogforståelse handler om barnets evne til at forstå sproget. Sprogforståelsen starter tidligt i barnets liv. Et barn lærer at forstå et sprog og dets struktur ved at indgå i sproglige interaktioner med nære omsorgspersoner.

I hverdagssamtaler opbygger barnet sit receptive ordkendskab. Vanskeligheder med sprogforståelsen er oftest komplekst, men følgende er vigtigt at have for øje:

 

Manglende rim - og remsefærdigheder

Rim og remser hjælper barnet til at forstå sprogets opbygning og struktur. Manglende rim- og remsefærdigheder kan afsløre vanskeligheder med af få styr på sætningsdannelse og forståelsen af sprogets struktur. Her bliver det væsentligt at inddrage og lege med rim og remser i så mange sammenhænge som muligt, understøttet af kropslige udtryk, konkrete genstande og billeder.

 

Manglende hukommelse

Hvis barnet har vanskeligheder med at huske, kan det gå ud over sprogtilegnelsesprocessen. Barnet vil have svært ved at huske de enkelte ord og ordenes betydning, samtidig med at forståelsen af tonefald og sproglyde kan volde vanskeligheder. 

 

Manglende lyst til, interesse i og motivation til at lære

Et barn, der fremtræder passivt i forhold til at lære, kan risikere at få sproglige vanskeligheder. Manglende motivation og interesse kan fx være et udtryk for, at barnet ikke bliver inddraget i samtale. Dette kan få alvorlige følger for barnets sproglige kompetencer. Her er det vigtigt at opbygge et tæt samarbejde med forældrene, så de og dagtilbuddet i fællesskab fokuserer på at ændre på de forhold, der har medført passiviteten. Dette gøres bedst gennem narrativ fortælling (børnerettede samtale), nærvær, turtagning og autentisk interesse for det, barnet er optaget af.

 

Manglende koncentration og opmærksomhed

Uanset hvilke årsager, der ligger til grund for den manglende koncentration, er det væsentligt at møde barnet på dets hensigter og ikke på dets handlinger. Barnet fortæller noget gennem sin adfærd, der lægger op til at strukturere læringsmiljøer, hvor barnet kan overskue situationen og finde mening og ro til fordybelse således, at sprogtilegnelse er muligt.

 

Lille ordkendskab

Et lille eller intet ordkendskab kan være yderst begrænsende for barnets kommunikation med sin omverden. Det får vanskeligheder med at gøre sig forståelig og forstå andre. Årsagerne kan være mange. Det væsentlige er igen at tage afsæt i, for barnet, genkendelige temaer, ting og områder og stille og roligt udvide barnets horisont og viden om verden. Her er hverdagssamtaler af afgørende betydning, da de er almindelige og foregår så kontinuerligt, at de repræsenterer meget centrale og virksomme læringsformer. De er drivkraften for barnets opmærksomhed interesse og dets motivation for bla. at lære.

 

Manglende lyst til og interesse for at kommunikere med andre

Hvis barnet virker apatisk og uinteresseret i sin omverden, kan det komme i sproglige vanskeligheder. Omvendt kan manglende sprog gøre barnet uinteresseret i sin omverden, da barnet kan resignere over ikke at blive forstået og forstå. Uanset hvad, må barnets nærmeste voksne hjælpe barnet på vej ind i sproget gennem en anerkendende og inkluderende tilgang.

 

 

© 2014 Tværgående Enhed for Læring

Horsens Kommune

 

bottom of page