HANDLEPLAN FOR SPROG OG SKRIFTSPROG 0-18 år

Det 3-6årige tosprogede barn
For børn kommer andetsproget gradvist på plads via aktiviteter i børnehaven. Her hører de, ”hvad det hedder” og får både indhold og form inden for rækkevidde ved at kommunikere.
Igen vil barnets forudsætninger for at tilegne sig det nye sprog være yderst forskellige. Den treårige skal naturligvis mødes med et blik for tryghed og accept som indledningen til sprogindlæring.
Sproget vil komme gennem barnet på to måder: Gennem jævnaldrende og gennem voksne. Ideelt set vil børn gennem de jævnaldrende tilegne sig det sprog, der giver mening i den aktivitet, de deltager i. Disse aktiviteter kræver imidlertid vidt forskellige kompetencer:
En rolleleg kan kræve et stort ordkendskab, hvis ikke barnet skal ende som den søde hund eller den travle mor, der for længst er gået på arbejde. Derfor må pædagoger udvise opmærksomhed over for den rolle, det tosprogede barn får i konkrete lege. Skal der en støttende sproglig indsats til omkring rollelegenes ord? Hvilken rolle tildeles barnet? Kan det via forhandlinger få deltagerstatus i legen? Kan det deltage i den indledende italesættelse af rollelegen: ”Så var du supermand, og du havde en racerbil, og jeg var en meget stærk helt, og…”
Andre lege, fx boldspil, vil ikke kræve mange ord. ”Mål”, ”skyd” og ”grib”. Selv om det tosprogede barn tydeligt er engageret i legen og bruger de relevante ord, er dette ikke tilstrækkeligt som eneste sproglig aktivitet. Barnet skal naturligvis nyde spillet og samværet med kammeraterne. Men igen skal den voksne være opmærksom på, at der så i andre sammenhænge skal genereres ordkendskab.
Nogle tosprogede børn kan endda være tilbøjelige til hovedsageligt eller kun at søge de helt ordløse ”tumlelege”. Herved undgår det tosprogede barn på et indledende sprogstadium et undertiden besværligt og utrygt aspekt af tilværelsen: Kontakt med kompetente sprogbrugere.
Denne børnegruppe vil derfor naturligvis have behov for opmærksomhed på flere forskellige fronter fra pædagogernes side.
Den tavse periode
For nogle børn er mødet med det nye sprog og den nye verden så overvældende, at de totalt tier - de gennemløber ”den tavse periode”. Nogle vælger måske helt bestemte sammenhænge, hvor de udveksler ord, fx med udvalgte kammerater. Denne tilstand kan strække sig over et helt år. Den må naturligvis følges opmærksomt fra voksenside. Men barnet skal kun tilbydes sprog, aldrig presses i situationer, hvor det føler sin manglende talestrøm som pinlig eller påfaldende. Hvis tilstanden fortsætter, skal andre faggrupper, fx psykolog, involveres.