top of page

3-6 år

For børnehavebarnet er sproget stadig i rivende udvikling, og ofte vil barnet udvise stor interesse for det skrevne sprog. I sprogtilegnelsesprocessen er der dog store variationer i, hvornår og hvordan sproget udvikles, da børnene er forskellige og har varierende tilgang til læringsprocesser. Forskningen viser, at det lille barns sproglige udvikling ikke er lineær: Halvdelen af de ”sprogligt langsomme” 2-årige har nået et aldersvarende niveau ved 3-års alderen (Justice 2011).

Generelt er sprogtilegnelsen præget af stor entusiasme og aktivitet. Børn i denne aldersgruppe vil ofte have fået større overblik og kontrol over sprogets mange nuancer og  muligheder.

 

Sproget bliver brugt nysgerrigt og fantasifuldt, og børnene kan bruge unikke vendinger og overdrivelser i udforskningen og afprøvningen af sproget.

 

Børnene orienterer sig i stigende grad mod andre børn. De bliver mere selvhjulpne og har kontrol og overblik over flere situationer, hvor de voksne ikke er nødvendige vejledere. Det 3-årige barn bruger sproget som middel til at udtrykke denne løsrivelse og selvstændighed, mens det lidt ældre barn oftere vil bruge sproget til at udforske sin omverden og beherske nye situationer med.

 

I takt med barnets øgede sproglige opmærksomhed vil det evne at skifte fokus fra ordenes indhold til deres form. Denne evne til at betragte sproget ”udefra” udvikles langsomt i løbet af børnehave- og skolealderen og bliver langsomt mere forfinet og bevidst. Et tidligt udtryk for sproglig opmærksomhed er, når barnet - typisk i

3-års alderen - begynder at bruge vrøvleord og glædes over leg med rim og remser. Senere får barnet fornemmelse for, at ord kan opdeles i stavelser, og derefter opdager barnet de enkelte lyde i ordene (fonemer).

 

Opmærksomhed på sprogets form er en væsentlig forudsætning for tilegnelse af den alfabetiske kode, altså forståelsen af, at den enkelte sproglyd kan ”oversættes” til et bogstav. Forskning viser, at særligt barnets opmærksomhed på enkeltlyd har betydning for, hvordan læse- og skriveudviklingen kommer til at forløbe i skolestarten (Elbro 2007). Det er derfor vigtigt, at barnet allerede i børnehaven bliver gjort opmærksom på og får lov at lege med ord og deres lyde – også helt ned til enkeltlyd i ordet.

 

Sprogligt bevidstgørende leg kan virke forebyggende i forhold til senere vanskeligheder med skriftsproget og danner således naturligt bro mellem børnehave og skole.

Sproglege er den umiddelbare og sjove måde at arbejde med sproglig opmærksomhed på. I sproglegene undersøges sproget inden for legens rammer, og det er derfor ufarligt at fejle da der intet krav er om korrekthed. Mange sproglege lægger desuden op til, at barnet er motorisk aktivt og understøtter rytmen i sproget med bevægelser, eventuelt med støtte fra musik. Dette er også med til at gøre sproglege til en social og motiverende aktivitet, som støtter udviklingen af barnets glæde ved sprog – en forudsætning for yderlig sproglig udvikling.

 

 

© 2014 Tværgående Enhed for Læring

Horsens Kommune

 

bottom of page