top of page

pragmatik 3-6 år

I alle sociale sammenhænge findes der en række uskrevne regler for, hvordan vi omgås hinanden og kommunikerer med andre. At kunne anvende disse uskrevne regler korrekt kræver, at man kan ”læse” situationen og udføre en passende sproglig og/eller fysisk handling på baggrund af denne tolkning.

Disse uskrevne regler og deres anvendelse i socialt samvær kaldes pragmatik. I begyndelsen af børnehavelivet er barnets evne til at nuancere en sætnings betydning begrænset. Ligeledes er den 3-årige endnu ikke helt i stand til at udtrykke sig passende i forskellige sammenhænge. Det er fx vanskeligt for det lille børnehavebarn at forstå ironi. Barnet opfatter det sagte konkret og knytter an til det, der sker her og nu.

 

Allerede i 4 års alderen vil nogle børn være i stand til at variere sprogets betydning i forskellige situationer. Det betyder, at fx humor og kærlige drillerier opfattes og kan være med til at skabe sproglig fleksibilitet for barnet, hvilket det kan drage nytte af i nye situationer, som det skal håndtere.

Det kommende skolebarn vil være i stand til at planlægge et forløb i detaljer og anvende sproget på en nuanceret måde, afhængigt af samtalepartneren. Barnet kan meta-kommunikere om kommunikationen, altså fx springe ud af legen for at tale om legen. Barnet anvender og forstår i et vist omfang sproglige nuancer og lag på dette udviklingstrin.

 

© 2014 Tværgående Enhed for Læring

Horsens Kommune

 

bottom of page