top of page

Det 0-3årige tosprogede barn

Det helt lille tosprogede barn, i pludrealderen, vil begynde sin pludren i samme alder som det étsprogede. Her er forskellige teorier om, hvilket ”sprog” det anvender: Barnet pludrer på forskellige ”sprog” alt efter ”samtalepartner”. En anden teori går ud på, at barnet pludrer i det dominante sprog.

 

Disse forskellige teorier får ikke indflydelse på samværet med barnet. Der tales naturligvis til det lille barn på den måde, man instinktivt vil gøre: I et højt toneleje og med mange gentagelser. ”Child Directed Speech”, den måde en mor kommunikerer med sit barn på, vil komme ganske naturligt i samværet med barnet, uanset nationalitet. Om ”svaret” kommer på dansk eller fx urdu, er forskerne tilsyneladende ikke enige i.

 

Der er dog enighed om, at ”Child Directed Speech” er gavnligt for barnets indlæring af enkeltlyde (fonemer). De tydeligt udtalte lyde vil give et grundlæggende indtryk af andetsprogets udtale og fonologi. Forskning har også vist, at der i udvekslingen af lyde med det lille barn bruges mange og varierede lyde. På denne måde får det tosprogede barn sin opmærksomhed over for variationen i forskellige sprogs lydsystemer skærpet.

Ligeledes mener man, inden for samme forskning, at det lille barn - uden at kunne sætte ord på indlæringen i tiden før etårsalderen – lærer meget sprog blot ved at lytte til ”samtalepartneren” og omgivelsernes samtale (Kuhl 2000).

 

Det vil i sprogindlæringssammenhæng følge ganske naturligt, at det lille tosprogede barn sprogstimuleres med gentagelser af ord, sange, rim, lege og højtlæsning i samspil med den voksne.

 

 

Den tavse periode

For nogle børn er mødet med det nye sprog og den nye verden så overvældende, at de totalt tier - de gennemløber ”den tavse periode”. Nogle vælger måske helt bestemte sammenhænge, hvor de udveksler ord, fx med udvalgte kammerater. Denne periode kan vare op til 3-6 mdr., hvilket kan vække bekymring, da perioden kan være stressende for både barn, forældre og personale. Det er dog normalt at nogle børn vælger at være stille i en periode i forbindelse med mødet med et nyt sprog. Den må naturligvis følges opmærksomt fra voksenside og man skal som pædagogisk personale følge barnet tæt og evt. involvere andre faggrupper (fx psykolog), hvis der ikke er tegn på udvikling.

 

  • Man kan være opmærksom på om barnet udviser nysgerrighed og interesse i sin omverden og i at deltage i vuggestuens/børnehavens aktiviteter. Hvordan trives barnet?

  • Kommunikerer barnet non-verbalt?

 

Det er vigtigt at undgå at presse barnet ved at afkræve svar (fx. i form af mange spørgsmål). Tilbyd i stedet sprog ved at sætte ord på genstande og rutiner i hverdagen - anvendelse af sprog i meningsfulde sammenhænge (situationsafhængig sprogbrug) er vigtigt for tilegnelsen af et nyt sprog, da nye ord og begreber bedst læres i en kontekst som det tosprogede barn kan tolke betydning ud fra. Anvendt et rigt og nuanceret sprog.


 

© 2014 Tværgående Enhed for Læring

Horsens Kommune

 

bottom of page