top of page

Tosprogede elever i udskolingen

På de ældste klassetrin vil nogle elever, med gode tosproglige forudsætninger, begynde at nå et sprogligt niveau, der minder om de jævnaldrende danske elevers. De har klaret løbet efter ”the moving target” (Cummings 2000). De er nået i mål og har nu to gode sprog, udover fremmedsprogene. De er klar til at indtage en globaliseret verden.

Andre vil her for alvor mærke vanskelighederne gennem de nye faglige udfordringer. For dem har målet fortonet sig mere og mere. Teksterne byder på aftagende støtte i konteksten. Ordene i fagteksterne dækker nu begreber, hvis indhold eleven må kende definitionen på, hvis læsning og undervisning skal give mening.

 

Igen er det samarbejdet i teamet og med skolens ressourcepersoner, der er væsentligt. Faglæreren må sikre sig, at nye faglige begreber bliver operationelle fra første færd via vedkommendes kendskab til teknikker inden for ordkendskabstilegnelse. Læs mere om disse strategier her.

 

Lektiehjælp og undervisning i dansk som andetsprog efter skoletid kan blive altafgørende faktorer for en skolegang, der afsluttende skal lede den unge videre til en ungdomsuddannelse.

 

 

Den tavse periode

For nogle elever er mødet med det nye sprog og den nye verden så overvældende, at de totalt tier - de gennemløber ”den tavse periode”. Nogle vælger måske helt bestemte sammenhænge, hvor de udveksler ord, fx med udvalgte kammerater. Denne tilstand kan strække sig over et helt år. Den må naturligvis følges opmærksomt fra voksenside. Men eleven skal kun tilbydes sprog, aldrig presses i situationer, hvor det føler sin manglende talestrøm som pinlig eller påfaldende. Hvis tilstanden fortsætter, skal andre faggrupper, fx psykologer, involveres.

© 2014 Tværgående Enhed for Læring

Horsens Kommune

 

bottom of page