HANDLEPLAN FOR SPROG OG SKRIFTSPROG 0-18 år

Alle børn elsker at høre en god fortælling, og højtlæsning er derfor både en hyggelig og klassisk måde at lade børnene møde sproget på. Effekten på børnenes sproglige udvikling er dog i høj grad afhængig af måden, som højtlæsningen gennemføres på – kvaliteten er vigtigere end kvantiteten. Således kan traditionel højtlæsning, hvor børnene er passive lyttere hurtigt ende i en del uro og ukoncentrerede børn. Børnenes interesse, deltagelse og læring styrkes, hvis der konstant er dialog om historien, billeder at vise frem og snakke om, og måske endda mulighed for bevægelse under oplæsningen. Hvis børnene inddrages i fortællingen og støttes i at påtage sig aktive roller som medfortællere, udvikles og udbygges ordkendskabet i højere grad, end tilfældet ville være ved højtlæsning uden dialog om indholdet. Forskning indenfor sprogsocialisering viser desuden, hvordan børn, der er vant til aktivt at blive inddraget i højtlæsning, udvikler bedre læsefærdigheder senere i livet end de børn, der tilegnes en passiv rolle i højtlæsningen (Heath 1982).

 

Dialogisk oplæsning er en metode, som gør brug af en sådan aktiv højtlæsning. Ved hjælp af åbne spørgsmål inviteres børnene til at være medfortællere, når historien læses flere gange, og børnene får dermed mulighed for ikke kun at høre ordene, men også for selv at bruge dem aktivt. På den måde overtager barnet gradvist fortællerrollen, hvorved barnet får lejlighed til at udfolde nuværende og nye sproglige færdigheder på en spontan og naturlig måde, der fremmer sproget hen imod barnets nærmeste udviklingszone. Den voksne udvælger på forhånd en håndfuld ord, som får særligt fokus undervejs og sikrer sig således, at disse ord tilegnes. Ordene bruges bevidst - også uden for fortællingen, således at de optræder kontekstuafhængige i barnets sproglige repertoire. For mere information om dialogisk læsning og eksempler på forløb med dialogisk læsning, se her.

 

Fortællingen kan også suppleres med lege, undersøgelse af konkrete genstande, bevægelseslege eller ved besøg ud af huset, altså den multimodale tilgang.  Derved får børnene anledning til at anvende ordene endnu engang i forskellige sammenhænge og dermed bedre huske deres betydning.

 

Højtlæsningsstunder bidrager også til børnenes lyst til at beskæftige sig med skriftsproget. Når de ser den voksne omsætte bogstaverne på papiret til spændende fortællinger, bliver de ofte nysgerrige og forsøger måske at efterligne den voksne. Dette gøres ved at ”legelæse” i deres egen bog. Uden at kunne afkode bogstaverne undersøger barnet, hvad læsning er. Den voksne får mulighed for at støtte barnet i bevidsthed om læseretningen og i at opdage, hvordan bogstaverne danner ord og sætninger. Hvis tekst gøres tilgængelig for børn, vil mange via leg med bogstaverne i deres eget navn opdage, at ”deres” bogstaver også bruges i andre ord. Derfra er der ikke langt til forståelsen af, at et bogstav repræsenterer lyde i ordene. Den voksne kan således ved at støtte barnets naturlige nysgerrighed for tekst være med til at udvikle barnets sproglige opmærksomhed. Dermed er vejen banet for den senere læseindlæring.