HANDLEPLAN FOR SPROG OG SKRIFTSPROG 0-18 år

tosprogede elever
I Horsens Kommune er en række forskellige etniske befolkningsgrupper repræsenterede. Nogle af de såkaldt tosprogede børn og unge er født og opvokset i Danmark, andre er nyligt kommet hertil. Den etniske sammensætning er bred og varierer over tid. Pt. er området i Horsens Kommune bl.a. præget af borgerkrigen i Syrien såvel som rettet til fri bevægelighed indenfor EU, hvilket tydeligt indikerer den store kompleksitet, der gør sig gældende for sammensætningen af den gruppe af børn og unge, som vi i det daglige italesætter under samme kategori – nemlig som tosprogede.
Følgende har til formål at give en grundlæggende introduktion til forhold, som er kendetegnende for tosprogede børns sprogudvikling med henblik på at tydeliggøre, hvad der i særlig grad er vigtigt for det sprogstimulerende arbejde, som er målrettet denne gruppe af børn og unge. Dette må imidlertid ikke ses som udtryk for, at tosprogede børn ikke vil profitere af de generelle forhold og anbefalinger indenfor sprogpædagogisk praksis, som resten af Horsens Kommunes handleplan for sprog og skriftsprog stiller skarpt på. Tvært imod. Ikke desto mindre er der en række forhold, som i særlig grad gør sig gældende for børn, der lærer to eller flere sprog, som det er vigtigt for fagpersoner at kende og holde sig for øje, således at det er muligt at iværksætte den mest effektive sprogstimulerende pædagogiske indsats som muligt.