Eksempler til inspiration
PROGRESSIONSMÅLING OG DOKUMENTATION
Læsekonferencer
På Gedved Skole arbejdes der med klasselæsekonferencer på alle klassetrin. Det gøres med udgangspunkt i resultaterne fra nationale test samt eventuelt prøvetest eller lokale test. Klassekonferencen er et tydeligt rammesat møde mellem årgangsteam, ledelse og læsevejleder. Målet er at sikre en progression i den enkelte elevs skriftsproglige udvikling, at sikre fokus på opfølgning af de nationale test, og at få klarhed over pædagogiske praksistiltag i undervisningen.
Digital Portefølje
Digital portefølje er en metode, der kan anvendes i alle fag til dokumentation af den enkelte elevs læring og progression gennem udvalgte produkter, vurdering af arbejdsindsats og opsætning af nye læringsmål. Metoden bygger på en antagelse om, at eleven er i stand til at vurdere eget arbejde og indsats i samarbejde med læreren. Den digitale portefølje opbygges som et websted for og af den enkelte elev og med adgang for lærere og forældre. Læs hvordan Hattingskolen eksperimenterer med at bruge den digitale portefølje på mellemtrin og i udskoling.
Progressionssamtaler
Progressionssamtaler er en formativ evalueringsmetode til at arbejde med individuelle mål uden, at det kræver ekstra tid. Metoden kræver, at der kan skabes ro til samtalen mellem læreren og eleven. På Hattingskolen gennemføres progressionssamtaler i forlængelse af Ugeskema, som et værktøj til at organisere undervisningen på i indskolingen. Progressionssamtalen tager afsæt i målene for undervisningen, ugentlige korte test og en skydeskive, hvor elevens læring og progression bliver tydelig for både elev og lærer.
Målrettede Arbejdsplaner
På Lundskolen har lærerne Helle Sejer Damkjær og Ditte Thommesen siden 2009 udviklet en metode at organisere undervisningen på, som er styret efter differentierede læringsmål og løbende evaluering i matematik og i fysik/kemi. Metoden består af målrettede arbejdsplaner, der tager udgangspunkt i læringsmål for et forløb. Arbejdsplanerne fungerer samtidig som et arbejdsredskab for eleverne. Læs om metoden og bliv inspireret til at bruge den i flere fag.
Elevens skriftlige selvvurdering
Elevens selvevaluering er en metode til at opnå nyttig viden om elevens progression. Metoden er brugt på mellemtrinnet på Hattingskolen. Formålet er, at eleven skriftligt reflekterer over egen indsats og faglig læring efter et undervisningsforløb og deler denne vurdering digitalt med læreren. Selvvurderingsskemaet kan fungere som udgangspunkt for en dialog med læreren og medføre, at eleven får mulighed for at tage et større medansvar for læring og at regulere egen indsats.
Læringssamtaler med ledelsen
Læringsamtalerne mellem team og ledelse er et tiltag, der skal understøtte en stærkere evalueringskultur og kapacitet ud i den enkelte klasse med fokus på den enkelte elevs læring og progression. Læringssamtalerne har afløst de tidligere årlige teamsamtaler og sætter nu direkte fokus på elevernes læring og progression og i mindre grad selve undervisningsaktiviteterne.
Pædagogens sociale fokus
Elevernes trivsel i fællesskabet i skoletiden er både vigtig i sig selv og vigtig for at udvikle sociale og personlige alsidige kompetencer. Se eksempel på, hvordan pædagoger kan arbejde med fokus på adfærd, kontakt og trivsel, AKT, hos eleverne samt, hvordan pædagoger i dialog med eleverne fortløbende reflekterer over og evaluerer elevernes trivsel og aktiviteternes betydning både for selve trivslen og for udvikling af sociale kompetencer.
Forstå de nationale test i læsning
Resultaterne af de nationale test skal analyseres og fortolkes i forhold til det enkelte barn for at kunne anvendes til at understøtte elevens progression i læsning. Eksemplet fra Brædstrup Skole illustrerer, hvordan man som lærer nemt kan forstå den enkelte elevs læseprofil og tilrettelægge en undervisning, der tager udgangspunkt i netop denne elevs udfordringer og muligheder. Eksemplet lægger også op til at arbejde konstruktivt med læseresultatet i et tæt skolehjemsamarbejde, så eleven oplever at lykkes med læsning - også i næste læsetest.