
Introduktion
Lektiehjælp og faglig fordybelse har til formål at give eleverne ekstra tid til at fordybe sig fagligt. Eleverne arbejder med at nå de mål, som er fastlagt i forhold til den faglige undervisning, men har i denne tid mulighed for anderledes måder at arbejde med det kendte stof på.
Undervisningen skal målrettes både de fagligt stærke og de fagligt mindre stærke elever, så alle lærer mere i forhold til deres individuelle forudsætninger. Eleverne skal både have mulighed for at træne og konsolidere faglige færdigheder og for at møde faglige udfordringer.
Lektiehjælp og faglig fordybelse skal betragtes som en del af den understøttende undervisning. Særligt for lektiehjælp og faglig fordybelse er, at eleverne både skal have mulighed for at få støtte til eventuelle lektier fra en kvalificeret voksen og have mulighed for at blive udfordret fagligt generelt.
Lektiehjælp og faglig fordybelse er et tilbud, som kan fravælges af forældrene på daglig basis, og timerne skal placeres om eftermiddagen.