Det er torsdag, og Lasse tager et smugkig på mobilen. Klokken er 13.25, og danskblokken er ved at være slut. Det betyder, at det snart er tid til lektiehjælp og faglig fordybelse, i daglig tale LFF, og Lasse glæder sig! I denne periode er han tilmeldt Åbne Fagdøre i musik, og han har fået lov at spille keyboard. Ganske vist sammen med Annika, men alligevel …
Holdet startede allerede i tirsdags, hvor de hørte nummeret igennem og arbejdede med de forskellige rytmer med percussioninstrumenterne, mens de trampede rundt i lokalet. Det med rytmerne var han ikke så vild med, men i dag skal de starte med at øve på de forskellige instrumenter, og det bliver fedt! Når de er færdige, skal de spille nummeret til morgensang - bare det bliver godt!
Det krævede lidt overtalelse at få far og mor med på, at han kunne vælge musik i denne periode. Da far og han sad derhjemme sammen og skulle melde ham til LFF på intraen, ville far tydeligvis hellere have Lasse til at vælge Skoleavisen “Sputnik”. Far påpegede, at han jo har aftalt med sin kontaktlærer Susan, at han i denne periode har særligt fokus på at arbejde med mere varieret sætningsopbygning og korrekt tegnsætning. Det er skrevet ind i elevplanen, men Lasse tænker, at det må han klare i dansktimerne - og måske også i den understøttende undervisning. Anton, pædagogen fra SFO, har været supergod til at hjælpe indtil nu.
I hvert fald fik Lasse overtalt far mod at love, at han ville vælge Skoleavisen i næste periode. Det vil Susan nok også insistere på, hun har altid så travlt med, at han skal forholde sig til de mål, de sætter sammen og arbejde på at nå dem.
Lasse kaster et blik på Casper, hans bedste ven. Casper ser lidt mere mellemfornøjet ud, nok fordi han i de fleste perioder skal i Læsehulen i LFF, fordi han har behov for at arbejde ekstra med sin læsning. I Læsehulen arbejder Casper ud fra en plan, som han har lavet sammen med Susan og Annie, skolens læsevejleder. Heldigvis er han blevet meget dygtigere til at læse i forhold til sidste år - og i timerne bruger han jo bare CD-ORD til at hjælpe ham.
Så er klokken 13.30, og Lasse pakker sin computer sammen, lægger den ud i elevskabet og går mod musiklokalet. På vejen møder han nogle af de små fra indskolingen. De er på vej ned i multisalen, hvor de skal arbejde med kreativ dans sammen med en af pædagogerne og én af lærerne. De ser glade og forventningsfulde ud, og Lasse ryster på hovedet. Han kan godt huske, da han var så lille, at han godt kunne lide at danse. Han er heldigvis blevet klogere siden - drenge danser ikke!
Lasse når frem til musiklokalet og samles med de andre. Som opstart sætter alle sig på gulvet, og Henrik, musiklæreren, finder deltagerlisten fra intraen frem og checker, at alle er mødt op. “Vi skal lige have gang i kroppen, før vi starter”, siger han. Han sætter musik på anlægget, og så er det stopdans. Så lad gå da, tænker Lasse, og så er de i gang …
Efter LFF mødes Henrik, Susan og de andre lærere og pædagoger i årgangsteamet for at detailplanlægge den kommende periode. Ifølge årsplanen, som er aftalt lige før sommerferien i Koodinerende Afdelingsteam, er det næste tema i Åbne Fagdøre et tværfagligt samarbejde mellem matematik og naturfag Se årsplan.
Eleverne skal bygge forskellige typer af broer og på den måde repetere elementer omkring målestoksforhold, miljø og design. Som matematiklærer kan Henrik se, hvordan han i dette tema kan arbejde på en anderledes måde med faget, og han ved fra tidligere, at eleverne er lette at motivere for arbejdet. Også de elever som har svært ved matematikken kan sædvanligvis nå mål på et højere niveau, når der er mere tid til fordybelse og plads til praktiske eksperimenter.
Henrik finder de andre i Fællesrummet, hvor de har bænket sig omkring kaffen og et stykke brød. Lige 10 minutters pause, og så skal de i gang ...
Et hverdagsglimt fra mellemtrinnet
