Klokken er 10.20, og jeg er på vej ind på skolen for at hente min datter, som går i 8.klasse. Hun skal til bøjletandlæge, så jeg må afspadsere et par timer fra arbejde.
Det ser ud til, at der er regn i luften, men alligevel kan jeg se, at der er en klasse uden for. Jeg kan ikke helt se, hvad de laver, men det ser sjovt ud. Jeg er i god tid, så jeg går lidt nærmere og kan se, at det er de små elever, der er i gang med at løbe i mellem nogle kegler.
En af eleverne kommer tæt på mig og jeg spørger, hvad de laver. Han svarer, at de er ved at lære om koordinater i en koordinatjagt. Jeg spørger, om det er sjovt, og om de lærer noget af det. Han udbryder: ”Ja, det er vildt sjovt - jeg husker meget bedre, når jeg bevæger mig”. Han fortæller mig også, at de skal trække et kort op fra en spand, hvor der er flere koordinater på, og ved hvert koordinatpunkt er der en kegle. Under keglen er der et bogstav og tilsammen danner deres koordinatpunkt et ord, som læreren eller pædagogen tjekker, inden man må tage et nyt kort op. Drengen siger pænt farvel, for han vil gerne lære noget mere, så han løber hen til sin gruppe og de fortsætter. De tager et nyt kort og begynder at snakke om næste koordinatpunkt. God koordinatjagt!, tænker jeg.
Da jeg kommer ind på skolen, kan jeg høre liv, men jeg kan ikke se nogle elever. Jeg går igennem kantinen og ser nogle halvstore børn stå i cirkler og kaste bold til hinanden. Jeg tænker, at det er da mærkeligt, at de ikke bliver undervist i stedet for at lege. De griner højlydt og læreren tysser på dem, da hun skal til at forklare dem, hvad der skal ske. Hun fortæller, at nu kommer der én bold mere i gang, og den skal have sin egen nye rute, mens den anden bold skal fortsætte ruten fra før. Eleverne griner, men går hurtigt i gang. Først er der meget stille, men efterhånden som begge bolde kommer i gang, griner de mere og mere højlydt. Jeg bliver stående og overvejer, om det mon er idræt eller bare en “legetime”, de har? Læreren lader det fortsætte et par minutter mere, inden hun stopper det.
Herefter siger hun: “Det var jeres powerpause! Vi går tilbage i klassen, hvor I skal gå i gang med læsestund. Jeg ved, at I er mentalt klar til at modtage undervisning igen, så gør nu, som der bliver sagt.” Eleverne småsnakker og går ned mod deres klasse. Der bliver igen stille og jeg tænker: Hold da op, Powerpause! Det gad jeg også godt have haft, da jeg gik i skole. Eleverne ser ud til at have det sjovt.
Nå, men jeg må nok hellere komme hen i min datters klasse, selvom jeg ved, at hun synes, det er pinligt, at jeg henter hende i klassen. Men det er nu rart indimellem at se, hvad der foregår på skolen, nu hvor man kun har store børn.
Jeg ser hele tiden elever, der er i gang med et eller andet uden for deres klasser, men de forstyrrer ikke hinanden. Det ligner gruppearbejde. Da jeg kommer hen til min datters klasse, er de ikke i klassen, men hendes lærer sidder der. Jeg spørger ham, hvor de er. Han svarer, at de lige nu er ude at “gå i trafikken” med 1. klasses eleverne. Han fortæller mig, at skolen prioriterer bevægelse med fokus på trivsel, alsidig udvikling og sociale kompetencer, således at man ikke kun har fokus på fagfaglige mål, men også de bløde værdier evt. igennem forskellige temaer, som eleverne kan arbejde med. Det kan være trafik, venskaber, trivsel, sundhed, bevægelse, kost eller noget helt andet.
I deres team har de snakket sammen med 1. klasses teamet og aftalt, at det kunne styrke trivslen mellem indskolingseleverne og udskolingseleverne, hvis de laver noget fælles undervisning. Så nu har de taget udgangspunkt i færdselslære, hvor de store elever først er blevet undervist i den færdsel, som de små skal lære. Herefter får de hver deres “lillesøster/lillebror”, som de skal have ansvaret for og lære ham/hende, hvordan man færdes i trafikken i nærområdet. Sammen er de ude at gå i trafikken. Han fortæller også, at de store elever synes, det er sjovt og anderledes at skulle arbejde med temaer på denne måde. Det er rart at se, at de godt kan tage ansvar, hvis de får lov til det!
Lidt efter kommer min datter fnisende ind i klassen sammen med sine kammerater. Det stopper selvfølgelig, da hun ser mig!!
Da vi kommer ud til bilen spørger jeg ind til det, og hun fortæller begejstret om, at det er super nice at være sammen med de små. De er simpelthen så søde, men også lidt svære at holde styr på. Hun siger, at hun selv har fået repeteret trafikreglerne, fordi hun skal lære sin “lillesøster” dem. Da jeg spørger hende, om hun lærer noget af det, svarer hun: “Ja mor, jeg skal ALDRIG være lærer. De små hører jo slet ikke efter …”
Jeg smiler i mit stille sind og må indrømme, at tingene er meget anderledes end i min skoletid. Jeg er stolt af min datters skole. Jeg synes, de gør rigtig mange gode og anderledes ting, som giver værdi i undervisningen. Hvis ikke jeg var kommet forbi skolen i dag, ville jeg ikke vide, at der foregik så mange spændende ting.
Et hverdagsglimt
