HANDLEPLAN FOR SPROG OG SKRIFTSPROG 0-18 år

I Dagtilbudsloven og Folkeskoleloven defineres det at være tosproget således:

Ved tosprogede børn forstås børn, der har et andet modersmål end dansk, og først ved kontakt med det omgivende samfund, eventuelt gennem skolens undervisning, lærer dansk.

 

Det er en stor ressource for børn at vokse op med flere sprog. Forksning viser, at børn med flere sprog vokser op med en høj grad af analytisk sans for sprog - og på sigt er der flere af de sproglige færdigheder, som børn med flere sprog mestrer bedre end etsprogede børn, hvis blot barnet tilbydes de rette læringsmiljøer, både i dagtilbuddet og i hjemmet.

                                       

Den ovenstående definition rummer ikke den kompleksitet, som reelt kendetegner gruppen af børn, som vi i det daglige møder, idet den ekspliciterer tosprogethed som udtryk for, at barnet tilegner sig ét sprog i hjemmet, ét andet i mødet med det omgivende samfund. Ifølge denne definition er barnet således ikke tosproget, hvis det udvikler to eller flere sprog sideløbende i hjemmet, eller hvis det har dansk som førstesprog men samtidig lærer et andetsprog.

En bredere definition – at tosprogede børn er børn, der i det daglige møder og har brug for to eller flere sprog (Holmen 2006) favner i højere grad de mange varianter af tosprogethed, som pædagoger og lærere møder i deres dagligdag. Afgørende er imidlertid, at personalet har øje for det enkelte barn og er i stand til at identificere netop de særlige sproglige forudsætninger, der gør sig gældende for det pågældende barn, førend sprogarbejdet påbegyndes.