HANDLEPLAN FOR SPROG OG SKRIFTSPROG 0-18 år

Vurdering og evaluering
Både i dagtilbuddet såvel som i skolen er det nødvendigt at følge op på sprogindsatsen med jævne mellemrum for at sikre, at man rent faktisk får de resultater, man har sat sig for og for at sikre, at sprogindsatsen kommer alle børn til gode, også de børn, der ikke automatisk skaber kontakt på egen hånd.
Sprogevaluering i dagtilbud fokuserer på at skabe pædagogisk refleksion over nytten af den pædagogiske indsats og dens positive effekt på børns sprogtilegnelsesproces. Evalueringen skal derfor være systematisk og målrettet indsatsen og bidrage til pædagogernes læring og udvikling samt sikre kvaliteten af dagtilbuddets sprogpædagogiske indsats. Evalueringen skal både foregå løbende og afrundende. Det er evalueringens formål, der afgør, hvilken metode, der skal vælges til dataindsamlingen.
I dagtilbuddet skelnes der mellem to typer for evaluering; summative evalueringer og formative evalueringer.
Summative evalueringer vurderer barnet med henblik på at ”opsummere” resultatet af et læringsforløb.
Formative evalueringer er et pædagogisk redskab, hvormed det enkelte barn vurderes med henblik på, hvordan det kan videreudvikle dets kompetencer. Den formative evaluering giver et øjebliksbillede af barnets kompetencer, og med afsæt i dette tilrettelægges det fremtidige udviklingsforløb. Den formative evaluering kan ses som en fremadrettet evaluering, hvor den summative evaluering er rettet mod afsluttet arbejde.
Sprogvurderingen af børn i treårsalderen, inden skolestart og i børnehaveklassen samt Tidlig Registrering af Sprogudvikling (TRAS) er eksempler på formative evalueringer.