HANDLEPLAN FOR SPROG OG SKRIFTSPROG 0-18 år

Ordkendskab 0-3 år
Barnets første ord vil i mange tilfælde ytres omkring 1års-alderen. Orddannelsen er et resultat af en allerede igangværende proces, hvor barnet fra fostertilstanden har opfattet sproglyde. Barnets første ordproduktion sammenfalder med en række andre kognitive færdigheder, der skal være etableret, før barnet kan producere det første ord. Barnets nærmeste omsorgspersoner har en enestående mulighed for at påvirke alle disse kognitive udviklingsprocesser positivt ved at bade barnet i sprog. Inddrag derfor barnet i så mange aktiviteter og dialoger som muligt, tal langsomt og tydeligt, og betón ordene, benævn genstande og handlinger igen og igen. De ovennævnte processer fremmes endvidere gennem fælles opmærksomhed, børnerettede samtaler og brugen af Child Directed Speech.
I 0-3års-alderen vil barnets passive ordkendskab (dets sprogforståelse) være markant større end dets aktive ordkendskab (dets talesprog). Derfor behøver en forsinket taleudvikling i 2års- alderen ikke alene give grund til bekymring. Disse børn vil for det meste indhente deres jævnaldrende inden 3års-alderen. Derimod er det et klart risikotegn, hvis et 2-årigt barn udviser begrænset sprogforståelse, da denne er selve grundlaget for videre ordkendskabsudvikling.
Barnets og omgivelsernes brug af gestik er en vigtig støtte af barnets tidlige ordkendskabsudvikling, idet barnet på dette stadie kun kan forstå enkelte ord men ikke de sproglige kontekster, som ordet indgår i. Ved hjælp af eksempelvis pegning kan barnet opnå forståelse for længere beskeder såsom ”stil koppen på bordet”, også selvom barnet kun forstår ordene ”kop” og ”bord”. Forskning viser en klar sammenhæng mellem barnets tidlige brug af gestik og senere talesproglige udvikling (Slott 2009; Jensen de López 2008). Når barnet er mellem 18 og 20 måneder, starter den fase i dets sproglige udvikling, som vi kalder ordkendskabsspurten, idet danske børn fra denne alder og frem til omkring 6års-alderen tilegner sig omkring 70 nye ord hver måned, og barnet kan efterhånden fortælle om konkrete hændelser. Det kan stille spørgsmål og svare relevant i konkrete sammenhænge.