HANDLEPLAN FOR SPROG OG SKRIFTSPROG 0-18 år

Talesprog 0-3 år
Sprogtilegnelsesprocessen går i gang inden barnets fødsel, idet barnet reagerer på sproglige lyde allerede i fostertilstanden. Fosteret er tilsyneladende specielt opmærksomt på morens stemme. Tilegnelsen af sprog i 0-3års-alderen er en dynamisk proces, idet det lille barn går fra at kunne pludre nonsens-lyde til at kunne udtale omkring 600-800 ord i overenstemmelse med de grammatiske og fonologiske regler som 3årig, og processen indbefatter en tilegnelse af sprogets leksikon og semantik (ordkendskab og betydninger), fonologi (sproglyde) morfologi og syntaks (grammatik) samt pragmatik (kommunikative evner).
Der er dog store individuelle forskelle på, hvornår barnet når de sproglige milepæle. Vejen mellem dem tilbagelægges også på meget forskellig måde. Det betyder dog ikke, at man som voksen blot skal læne sig tilbage og afvente, at barnets næste sproglige milepæl kommer automatisk. Tværtimod viser al forskning, at vi med de rette redskaber kan fremme barnets sproglige udvikling og på den måde ”puffe” barnet hen mod næste udviklingszone. Desuden er det vigtigt at være opmærksom på årsagen til en eventuel forsinkelse. Læs mere om sproglige vanskeligheder her.
I menuen til højre finder du beskrivelser af barnets sproglige udvikling af ordkendskab, fonologi og grammatik, oversigter over barnets milepæle samt anbefalinger til de tre sproglige områder.