top of page

Kontinuitet

Når barnet bevæger sig mellem dagtilbud og overgår fra dagtilbud og til skolen, og når eleven senere bevæger sig fra grundskole til ungdomsuddannelse, vil det opleve forskellighed i de krav, som stilles og i den kultur, som det bliver en del af. Imidlertid er det fælles for alle institutioner, at der arbejdes med udvikling af de sproglige og skriftsproglige færdigheder med afsæt i, hvad barnet/eleven allerede kan. Derfor er det centralt, at den viden om barnets/elevens sproglige kunnen, som dokumenteres i både dagtilbud og skole videregives til den aftagende institution, så indsatsen kan planlægges i forhold til den enkelte elevs kunnen, og der fastholdes et naturligt flow i de krav, som stilles.

 

En optimal overgang stiller krav til kommunikationen mellem institutionerne samt organiseringen af samarbejdet omkring overgangene. Udfordringen er at skabe en funktionel overgang, hvor der bygges bro mellem, hvad barnet/eleven kan, og hvad det står for at skulle kunne mestre, og hvor nødvendig viden og dokumentation videregives. Samtidig er det væsentligt at minimere risikoen for, at oplysninger mistes eller aldrig når frem til de implicerede parter. Særligt for barnet/eleven som oplever sproglige eller skriftsproglige vanskeligheder, er det helt essentielt, at igangsatte tiltag fastholdes eller videreudvikles – en elev i vanskeligheder har ikke ”råd” til, at tiden spildes med ny afdækning af vanskeligheder, mens indsatsen er sat på stand by.

 

På det overordnede niveau skal  dagtilbud og skole udarbejde en lokal handleplan for implementeringen af Horsens Kommunes Handleplan for sprog og skriftsprog. Som en del af denne handleplan beskrives aftaler omkring samarbejde mellem de forskellige dagtilbud og mellem dagtilbud og skole i det pågældende skoledistrikt.

© 2014 Tværgående Enhed for Læring

Horsens Kommune

 

bottom of page