HANDLEPLAN FOR SPROG OG SKRIFTSPROG 0-18 år

Barnets sproglige udvikling finder primært sted i hjemmet, hvorfor det i særdeleshed er forældrenes ansvar at skabe de bedste betingelser for barnets sprog.

Socioøkonomiske undersøgelser peger imidlertid på, at børn fra familier med høj socioøkonomisk status har de bedste betingelser for at tilegne sig et nuanceret og udbygget sprog. I modsætning til dette er der indikatorer, der peger på, at børn fra familier med lav socioøkonomisk status oftere oplever sproglige udfordringer.

Årsagerne til denne ulighed er mange, men generelt kan man sige, at familierne med høj socioøkonomisk status typisk tilbyder deres børn et sprogstimulerende miljø.

Således tales der i nogle familier med børnene – dvs. børnene betragtes som fuldgyldige familiemedlemmer, og de inddrages i samtalerne på lige fod med de voksne. Her sætter forældrene konstant ord på deres oplevelser med barnet, fortæller historier, svarer udførligt på barnets spørgsmål og udvider på den måde barnets (sproglige) horisont. I andre familier tales der til barnet – dvs. barnet opfattes ikke som en fuldgyldig samtalepartner, og kommunikation med barnet består primært af irettesættelser og kommandoer. I nogle familier har forældrene en uddannelse og et stort nuanceret sprog. I andre familier er forældrene ufaglærte og har et begrænset og ordfattigt sprog. I nogle familier læses der bøger, og højtlæsning udgør en fast hyggerutine. I andre familier læses der ikke bøger, og børnebøger er måske slet ikke tilgængelige for barnet. I nogle familier får børnene varierede oplevelser såsom ture til museer, teatret, skoven eller rejser. I andre familier er der ikke overskud eller ressourcer til sådanne læringsrige aktiviteter.

 

Forskellene mellem de to typer familier er så markante, at børnene vokser op med vidt forskellige forudsætninger for sprogtilegnelse og læring generelt, og denne skævhed har også konsekvenser for børnenes sociale og følelsesmæssige forudsætninger. Idet 90-96% af danske børn i alderen 1-6 år bliver passet i et dagtilbud (Danmarks Statistik 2014), har det pædagogiske personale en enestående mulighed for at udjævne denne socioøkonomiske skævhed.

På den baggrund har dagtilbuddet således en særlig sekundær forpligtelse til at udvikle både det individuelle barns og hele børnegruppens fælles sprogtilegnelse. For at kunne give alle børn de samme forudsætninger for tilegnelsen af sprog, er det derfor altafgørende, at dagtilbuddet tilbyder alle børn et sprogstimulerende miljø med sprogrige pædagoger.

Derfor er dagtilbuddets centrale opmærksomhedsfelt det sproglige miljø, som det kommer til udtryk gennem læreplansarbejdet, sprogvurderingen af de 3- og 5-årige og i udviklingen af det tidlige skriftsprog – alt naturligvis i samarbejde med hjemmet. Desuden er det vigtigt for det sprogfremmende arbejde at skabe kontinuitet i overgangene mellem de forskellige dagtilbud samt i overgangen mellem børnehave og skole ved at lave grundige overleveringssamtaler, hvor fokusset på barnets sprog går igen.

Som i familien har det pædagogiske personales tilgang til sprog en afgørende betydning for barnets sprogtilegnelse. Også i dagtilbuddet er samtalen og den fælles opmærksomhed væsentlige faktorer i barnets sprogtilegnelsesproces. Det er vigtigt, at sproget er tilgængeligt gennem aktiviteten. Fx styrker det barnets ordforråd at være i dialog med den voksne under borddækningen. Modsætningen hertil ville være at give barnet ordre til at dække bord på en ganske bestemt måde. Ordet ”fællesskab” er et nøgleord i den pædagogiske praksis. Det udmøntes i dialog og med turtagning som medium for præsentation af nye ord.

 

Indførelsen af 3- og 5-års sprogvurderingen har affødt et stort fokus på det sprogfremmende arbejde i institutionerne, hvilket er særdeles positivt. Dog kan dette fokus på børnenes sprog og i særdeleshed børnenes testresultat medføre, at der i enkelte tilfælde ses en tilbøjelighed til det fænomen, der på engelsk hedder "teaching to the test", hvor det sprogfremmende arbejde med børnene udmønter sig i træningssessioner, hvor man f.eks. træner børnene i at sige en k-lyd, sådan som de bliver bedt om i 3-års vurderingen. Dette kan ødelægge den legende tilgang til læring og ligner i højere grad en skolificering, og det har sjældent den store effekt på børnenes sprog. Det succesrige sprogfremmende arbejde kan ikke blot udspilles som afgrænsede og isolerede “sprogsessioner”, fordi successen findes i det kontinuerlige og systematiske sprogarbejde, hvor barnet “bades i sprog” og har rig mulighed for at bruge sproget.  

Både som forælder og som dagtilbud er det i stedet vigtigt at anskue sprogstimulering som en dynamisk helhedsindsats, hvor et bredt sprogsyn gennemsyrer hverdagen og hele den pædagogiske praksis. De planlagte sprogstimuleringsaktiviteter skal derfor kombineres med både spontane aktiviteter og et konstant og kontinuerligt fokus på sproget, således at der generelt er en rød tråd gennem de sprogpædagogiske praksisser. Et sprogrigt miljø kan derfor ikke blot udspille sig i ét lokale på ét bestemt tidspunkt med den samme voksen. Tværtimod skal alle være klædt på til det sprogfremmende arbejde, og sprogstimuleringen skal tænkes ind i alle aktiviteter og i alle samtaler.